Behandlerstole skal tilpasses efter behandlingen

Behandlerstole er faktisk et relativt nyt begreb i den moderne behandlerhistorie og videnskab for den sags skyld.

Skulle man have hevet en tand ud i gamle dage, så gjorde man det bare fra en taburet, mens smeden vred tanden ud af munden på en.

Var man rigtig heldig ved at skulle have foretaget en undersøgelse, så kunne man gøre det hjemme fra ens lænestol.

Senere sørgede man for, at der var nogle behagelige stole i en praksis, som klienten eller kunden kunne sidde i.

Så blev man klogere i den forstand, at man regnede ud, at man skulle modtage behandling i sterile stole og omgivelser, hvorfor de helst skulle være af stål og lignede og desinficeres efter brug hver gang.

Men man erfarede samtidig også, at man skulle bruge nogle behandlerstole, som passede til den form for behandling, der skulle foretages, som kom både kunden og behandleren til gavn.

Man kan jo ikke forestille sig at komme til tandlæge, uden man næsten bliver hejst op under taget og lyst ned i kæften, så tandlægen kan undersøge en nøje.

Godt nok har man siddet bedre, men man sidder jo heller ikke dårligt.

Skal man have rygmassage, så duer det jo heller, at man sidder i en stol, hvor man ikke har et hul til hovedet, man kan trække vejret og snakke gennem.

Skal man til gynækolog, så skal man også have en behandlerstol, der passer hertil, og har man nogensinde fået taget en blodprøve fra en stol på et sygehus, så vil man nok også have bemærket, at armlænene er lavet således, at man skal strække armene ud.

Nogle behandlerstole er mere permanente og næste låst fast til gulvet, mens andre kan foldes sammen og tages med ud til kunderne, så man kan være en behandler, der kommer ud til folk, hvis de ikke kan komme til en.

Sådan er behandlerstole så forskellige.